Carsten Fun Jensen

Mere om Carsten Fun Jensen

Der er en legende lethed over billedhuggeren Carsten Jensens (født 1954) næsten amøbe bronzeskulpturer. Ved et første øjekast fremstår de i deres tilsy­neladende enkelhed som ren leg med formen. Runde, bløde og blide. Nærmest sanselige i deres organiske fremtoning. Men ved nærmere efter­syn bliver de komplekse, besværlige og udfordrende. Carsten Jensen leger med beskueren, med vores fantasi. Den til syns åbenlyse abstraktion er måske i virkeligheden slet ikke så abstrakt endda. Figurativ genkendelig­hed dukker her og da frem af formerne, – en torso her, en abstraktion over kvindekroppen der. Men skulpturerne lader sig ikke fange eller redu­cere af vores hang til at sætte det, vi ser, på formel.Poesiens formsprog I – Metal klange
Carsten Jensen er uddannet værktøjsmager og brandmand, men har samtidig forstået at forvandle sin fornemmelse for sten og metal til en autodidakt placering som skulptør af den moderne slags.

Carstens arbejde med skulpturer falder i fire hovedområder. De to første er i bronze, som både omfatter nonfigurative såvel som meget klart aflæselige politiske skulpturer – han skabte bl.a. Mandelas hånd, der overdraget til den frie Sydafrikas første præsident Nelson Mandela. Dernæst er der arbejderne i sten, der omfatter både marmor og granit, og endelig er der keramik skulpturer, der gennem elektrolyse bliver overtrukket med metal (kobber og sølv).
Udstillingen er koncentreret om de nonfigurative og abstrakte former, der opleves som stivnede manifestationer af bevægelse og handlinger. Carsten Jensen udtrykker det selv på den måde, at hans skulpturer udtrykker mere end det sproget kan forklare. De er på en måde rene syns- og følelsesmæssige oplevelser, der så at sige rækker ud ad selve sproget og ned i de inderste emotionelle indtryk, der dannes tidligt i livet. Hans skulpturer synes at træde ud af en abstrakt natur, vi både synes at kunne genkende og som alligevel forsvinder lige før man kan sætte navn og beskrivelse på tingene. Vi står overfor former, der snor, vrider og drejer sig, så det er en lyst og en glæde at prøve at følge liniernes spil i det blanke metal, der i sine fordybninger eller huller forvandles til oxyderede grønne og mørke felter, der som marker i vår stråler af begyndende liv. Vi oplever at se elementer af kvinde skikkelser fra den ene side for så fra den anden at tro, at der må være tale om en ukendt trævækst.

Carsten Jensen arbejder professionelt håndværksmæssigt og kunstnerisk med udtryk, der trækker på en fin og krævende arv fra først og fremmest Jean Arp og dernæst Henry Moore tilsat et lille stænk Dali eller Reinhoud som krydderi ind i mellem. Hans skulpturer er gennemarbejdede ned til mindste detalje og med en finish, der gør at man slet ikke kan lade være med at lade fingrene kærligt glide over metallet eller den glatslebne stenmasse. At opleve Carsten Jensens skulpturer en derfor ikke kun en lystrejse for øjet, men i lige så høj grad en nydelse for føle sansen.